DK : Stor svensk maskinhandler bliver ny Bredal-forhandler : Satser eksklusivt på Bredals kalk- og gødningsspredere

Per 15. august er Gunnars Maskiner AB med hovedkvarter i Åsarp ny svensk forhandler af Bredals brede program af kalk- og gødningsspredere. Gunnars Maskiner har syv afdelinger, der dækker Västra Götaland, med Göteborg i vest  og området mellem Vänern og Vättern i øst. Det er dette område som forhandlingen omfatter.

Hos Gunnars Maskiner, som er en af Sveriges største John Deere-forhandler, har de længe ledt efter et stærkt brand inden for kalk- og gødningsspredere, som kunne passe ind i deres strategi med fokus på det digitale og opkoblede landbrug.

Gunnars Maskiner arbejder kun med nogle få nøgleleverandører, og inden for inden for kalk- og gødningsspredere bliver Bredal den eneste samarbejdspartner.

- Bredal udfylder et hul i vores sortiment, og så passer de fantastisk godt til vores program af John Deere-traktorer. Vi har mange loyale kunder, og de har presset på for, at vi skulle tage Bredal ind i sortimentet, siger Jan-Erik Hovlin, salgschef i Gunnars Maskiner AB.

Ifølge Jan-Erik Hovlin fungerer Bredals sprederprogram med deres Isobus-opkoblinger rigtig godt med John Deere-traktorernes GPS-systemer, og så har han hørt meget positivt fra forhandlerkolleger, der allerede sælger Bredal i Sverige.

- Gunnars Maskiner er den ideelle samarbejdspartner for os. De henvender sig til de førende landmænd, som ønsker den højeste præcision og en kvalitet, der holder til intensivt brug, siger Jacob Bangsgaard, salgsansvarlig for Norden hos Bredal A/S.

Ifølge Jacob Bangsgaard er det et gennembrud i Västra Götaland. Det er et vigtigt landbrugsområde i Sverige, og her har Bredal indtil nu manglet en stærk forhandler.

Han fortæller videre, at Bredal gennem de senere år har investeret meget i teknologi og digitale løsninger. Kalk- og gødningssprederne kan opfylde kravene inden for præcisionslandbrug, og det har været afgørende for det nye samarbejde.

Hos Bredal ser de også et stort potentiale i aftalen.

- Vi har gennem flere år arbejdet på at styrke vores position på det svenske marked. Med Gunnars Maskiner som forhandler er vi kommet et godt skridt i den rigtige retning, siger Jacob Bangsgaard.

Konkret har Gunnars Maskiner allerede bestilt de første tre Bredal-gødningsspredere med sektionskontrol og Isobus-opkobling, så de er klar til at levere til deres kunder her i efteråret.

Bredal har nu seks svenske forhandlere med i alt 19 afdelinger.

 

Yderligere information

Jacob Bangsgaard, salgsansvarlig i Norden, Bredal A/S

Telefon: +45 88 34 93 36

jb@bredal.com

www.bredal.com

 

Jan-Erik Hovlin, salgschef, Gunnars Maskiner AB

Telefon: +46703013646

jan-erik.hovlin@gunnarsmaskiner.se

www.gunnarsmaskiner.se